Beboerportal
Fraflytning
Er du allerede beboer hos os, har vi gjort det nemt for dig. Her finder du hjælp til ind- og fraflytning, adgang til dokumenter, info om husorden og mulighed for at oprette serviceopgaver.
Selvom vi er kede af, at du flytter, har vi her samlet al relevant information til dig, der har opsagt – eller overvejer at opsige – dit lejemål hos Bo Godt. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål her på siden, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 38 42 42 00
Opsigelse
Hvis du ønsker at opsige dit lejemål, sker dette med 3 måneders varsel til den 1. i en måned.
Ønsker du genudlejning før tid, bedes du oplyse en konkret dato for dette. Datoen kan være enten medio eller ultimo måneden. Vær opmærksom på, at boligen fortsat skal være fraflyttet senest 14 dage før den ønskede genudlejning.
Opsigelsen skal:
- Sendes skriftligt via mail
- Sendes til administratoren af dit lejemål
- Være underskrevet af alle lejere, der fremgår af lejekontrakten
- Navn på lejer(e) (står I flere på lejekontrakten, skal alle cc’es på mailen – det gælder også samlevere med adresse i boligen)
- Adressen på lejemålet
- Dato for opsigelse
- Ønsket dato for evt. genudlejning før tid
- Navn og telefonnummer på kontaktperson ift. fremvisninger
- Ny adresse (skal oplyses senest 8 dage før lejeophør)
Vi modtager også meget gerne billeder af lejemålet, som kan bruges i forbindelse med genudlejningen.
Når vi har modtaget din opsigelse, sender vi en bekræftelse. Opsigelsen er gældende fra den dag, vi modtager den – ikke fra den dag, du modtager bekræftelsen.
Fremvisning af boligen
Når du har opsagt dit lejemål, har vi brug for din hjælp til at fremvise boligen for potentielle nye lejere.
Ifølge lejeloven har du pligt til at give adgang til fremvisning hver anden hverdag i op til 2 timer på et passende tidspunkt (lejeloven § 97).
Det er vigtigt, at du:
- Giver adgang til boligen
- Reagerer hurtigt på henvendelser om fremvisning
Hvis en genudlejning forsinkes som følge af manglende samarbejde om fremvisning, kan du blive stillet økonomisk til ansvar for eventuelt tabt husleje.
Fraflytningssyn
Ved fraflytning afholder vi et fraflytningssyn, hvor vores synstekniker mødes med dig i boligen. Synet varer typisk mellem 1 og 2 timer, afhængigt af boligens størrelse.
Det er en god idé at medbringe eventuelle skriftlige aftaler eller dokumentation vedrørende istandsættelse, syn og fraflytning.
Ved fraflytningssynet:
- Gennemgår vi boligens stand sammen
- Udfylder vi en fraflytningsrapport
- Afleverer du alle nøgler og evt. vaskekort
Der tages naturligvis hensyn til, hvordan boligen blev overleveret ved indflytning, og indflytningsrapporten indgår i den endelige vurdering.
Når rapporten er gennemgået og godkendt, underskriver begge parter, og du får en kopi med dig.
Klargøring af boligen
Inden fraflytningssynet skal boligen og eventuelle opbevaringsrum være fuldstændigt tømt.
Efterlades der indbo, vil dette blive fjernet for din regning.
Det er ikke muligt at efterlade indbo i boligen til den nye lejer. Ønsker du at opbevare noget i et depotrum, skal der være lavet en skriftlig aftale med administrator i god tid inden fraflytningssynet.
Rengøring
Boligen skal være ryddet og grundigt rengjort ved fraflytning. Mangelfuld rengøring kan hurtigt blive en unødvendig udgift.
Særligt områder som komfur, emhætte, køleskab og badeværelse bliver ofte overset – og her kan du spare penge ved at gøre det ordentligt.
Husk blandt andet:
- Rengør vinduer både ind- og udvendigt
- Rengør trappeopgang, hvis udlejer ikke står for trappevask
- Sluk køleskabet og lad lågen stå åben
- Har du have, skal græs slås, ukrudt fjernes og hæk klippes
Affald
Møbler og andre ejendele, du ikke ønsker at tage med, må ikke efterlades i boligen eller ved ejendommens containere.
Du har selv ansvaret for at bortskaffe affald og indbo – fx via genbrugsstationen.
Spar penge ved fraflytning
Der er flere ting, du med fordel selv kan sørge for, inden fraflytning:
- Nedtag egne lamper og gardiner
- Monter muffer på alle lampeudtag
- Tjek at lejemålets lamper og dørklokke virker
- Afrim og rengør køle- og fryseskab
- Rengør badeværelsesventilator
- Afkalk vandhaner og brusehoveder
- Tjek at alle propper i håndvaske fungerer
- Fjern ophæng, du selv har monteret
- Tøm skabe og skuffer helt
- Rengør ovntilbehør og emhættefilter
- Tjek at lyspæren i ovnen virker
- Saml alle nøgler og evt. vaskekort til synet
Aflæsning af målere
Du behøver ikke selv at aflæse målere ved fraflytning. Det klarer vi og videregiver oplysningerne til forsyningsselskaberne.
Istandsættelse
Bo Godt benytter faste leverandører til istandsættelse, hvor der er forhandlet konkurrencedygtige priser. Det er vigtigt for os at understrege, at Bo Godt ikke tjener på istandsættelse.
Flytteopgørelse
Cirka 6–8 uger efter lejeophør modtager du din flytteopgørelse. Her fremgår:
- Opgørelse af depositum og forudbetalt leje
- Udgifter i forbindelse med fraflytning
Har du penge til gode, overføres beløbet til dine kontooplysninger. Skylder du et beløb, modtager du en opkrævning.
Bemærk: Vand- og varmeregnskab fremsendes separat, når regnskabsåret er afsluttet.